En opslidende 12-timers transport med båd, bus, tricycle, båd, tricycle, båd og en tricycle bragte os til et skønt beliggende bjergresort på øen Guimaras hos de to charmerende søstre Christel og Louisa og Christels datter Kitkat. Vi ankom i mørke, men da vi næste morgen sad på deres terrasse med udsigt over grøn jungle og havet vidste vi at vi var kommet til lidt af en perle. Der var to franskmænd da vi ankom, men de tog afsted næste morgen, og derefter har vi vist været de eneste turister på hele øen. Her er som sådan ikke nogle turistattraktioner, men det har været enormt hyggeligt at gå ture i landsbyerne, hvor dagliglivet udfolder sig med basketballkampe, hanegal og tøjvask.
Den ene dag kørte vi tur en hel dag med motorcykelchaufføren Josel (jep, man kan sagtens sidde tre på en motorcykel - rekorden vi har set er 6) en hel dag til øde strande, gamle kirker, landsbyer og smukt beliggende fyrtårne.
Rasmus har været ude og løbe nogle gange, til stor morskab for mange, nogle gange med en hale af løbende børn efter sig - andre gange har de modigste børn parodieret ham, og løbet efter ham med bøjet ryg og lange slaskende arme, der næsten når ned til jorden, under høje latterhyl fra alle i nærheden - og endelig fik nogle så ondt af hans løbeanstrengelser at de inviterede ham til at drikke rom.
 |
Udsigten fra vores guest house terrasse |
 |
Vi mødte en eremitkrabbe på vores gåtur |
 |
Fiskerlandsby nær vores guest house |
 |
Bananblomst med små bananer |
 |
De filippinske tricycles er en motorcykel med påsvejst sidevogn. Der er ingen grænse for hvad der kan læsses på en tricycle. Her er snildt plads til ca 10 mennesker, og vi har set dem læsset med levende grise, høns, klædeskabe, sofaer, byggematerialer og alt hvad man kan forestille sig |
 |
Jeepneyerne er godt fyldt op, og en enkelt gang kørte vi også på taget...med vind i håret og klamrende os fast hver gang den kørte over et bump på vejen |
 |
Vi har boet i den ene halvdel af denne dobbelthytte |
 |
For næsten første gang nogensinde har vi pool |
 |
Udsigten fra vores guest house terrasse om aftenen. Terrassen blev hurtigt et samlingspunkt hvor vi nød solnedgangen sammen med familien hver aften |
 |
Man kan sagtens sidde 3 på en motorcykel. En hel dag kørte vi ad de mest hullede grusveje, gennem landsbyer og til øde strande |
 |
En af strandene, som vi kom forbi |
 |
En anden strand vi kom forbi |
 |
Morgenkaffe med udsigt |
 |
I vores guest house have kan man gynge under mangotræerne. Bemærk gyngens bildæk-design |
 |
Som sagt...der er ingen grænser for hvor meget en tricycle kan læsses |
 |
På vej ned fra Holy Mountain passerede vi denne hyggelige landsby |
 |
Guimaras er kendt for sine mangoer, så vi smager den lokale specialitet mangopizza med mangoshake |
 |
Rasmus i selvsving ved bageren. Wienerbrødet koster 75 øre |
 |
På vej hjem fra markedet. Vi venter på at jeepneyen kører, da den først kører når den er fuld. Der steg endnu 7 passagerer på før vi kørte. Det man ikke kan se for Rasmus brede skuldre er at der sidder en tredje række passagerer bagved. Da alle har sat sig kommer en kvinde i tanker om at hun har glemt at købe appelsiner, og da hun sidder inderst og ikke kan rokke sig ud af flækken, sender hun konduktøren ud for at handle for hende. Så er vi klar til at køre :-) |
 |
De passagerer som der ikke er plads til indenfor sidder på taget, står langs siden eller hænger ud af bagdøren |
 |
Rasmus med den søde familie vi boede hos |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar